Det skal du vide til prøven
- Domstolene har den dømmende magt. Det står i grundloven, og domstolene er uafhængige af Folketinget og regeringen.
- Danmark har 24 byretter, to landsretter og én Højesteret. En retssag begynder som hovedregel i byretten.
- Man har ret til at få sin sag prøvet i to instanser (to-instans-princippet).
- Det er som hovedregel kun anklagemyndigheden – ikke domstolene selv – der kan rejse en straffesag.
- Enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode.
- Man kan kun straffes, hvis det direkte fremgår af en lov, og den kriminelle lavalder er 15 år.
- En anholdt skal stilles for en dommer inden for 24 timer.
- Folketingets Ombudsmand kontrollerer myndighederne og kan kritisere deres afgørelser.
Magtens tredeling og domstolenes uafhængighed
Statens magt i Danmark er delt i tre: Folketinget og regeringen lovgiver i forening (den lovgivende magt), regeringen fører lovene ud i livet via ministerierne (den udøvende magt), og domstolene dømmer (den dømmende magt). Magtens tredeling blev indført med grundloven i 1849 og skal sikre, at magten ikke bliver centraliseret eller misbrugt – de tre magter kontrollerer og begrænser hinanden. Læs mere på siderne om grundloven og rettigheder og demokrati og folkestyre.
De danske domstole er uafhængige. Det betyder, at Folketinget og regeringen ikke konkret kan bestemme, hvordan domstolene skal dømme i en retssag. Dommere udnævnes efter indstilling fra et uafhængigt Dommerudnævnelsesråd og kan som klar hovedregel ikke afsættes administrativt. Ifølge grundloven har dommerne i deres kald alene at rette sig efter loven, og en dommer må ikke bære religiøse eller politiske symboler i retten.
Domstolene kan tage stilling til, om en lov strider imod grundloven, og i så fald underkende den – det er dog sket meget sjældent. De kontrollerer også, om regeringen og den offentlige forvaltning har truffet lovlige afgørelser. En minister, der mistænkes for noget ulovligt i sit embede, kan stilles for en særlig domstol, Rigsretten.
Retsinstanserne: byret, landsret og Højesteret
En retssag begynder som hovedregel i byretten, som er den første retsinstans. Der er 24 byretter i Danmark. En sag kan normalt appelleres én gang – man har ret til at få sin sag prøvet i to instanser (to-instans-princippet). Fra byretten kan sagen som hovedregel appelleres til landsretten, som er anden retsinstans; der er to landsretter.
Den øverste domstol er Højesteret, som har eksisteret siden 1661. Højesteret er en appelret: Man kan ikke anlægge en sag direkte ved Højesteret, og en sag, der allerede er appelleret fra byret til landsret, kan kun appelleres videre med en særlig tilladelse. Højesterets domme er endelige. Herudover findes Sø- og Handelsretten i København, der især behandler erhvervssager. Grønland og Færøerne har egne domstole, hvis afgørelser til sidst kan ankes til Højesteret.
Politiet, anklagemyndigheden og straffesager
Politiet er en del af den statslige forvaltning og skal gennem efterforskning skaffe de nødvendige beviser i straffesager. Retsplejeloven fastsætter, hvilke indgreb politiet må foretage – for eksempel ransagning – og domstolene kontrollerer efterforskningens lovlighed. Politiet må ikke anvende tvang under afhøring, men enhver har pligt til at opgive navn, adresse og fødselsdato. Klager over politiets adfærd behandles af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Det er som hovedregel kun anklagemyndigheden – ikke domstolene selv – der kan rejse en straffesag. Anklagemyndigheden, der er underlagt Justitsministeriet, afgør på samfundets vegne, om der skal rejses tiltale. Derefter afgør domstolene, om borgeren er skyldig og skal straffes. Mange mindre sager, for eksempel færdselssager, kan dog afgøres med en bøde uden domstolene.
Et grundprincip er uskyldsformodningen: Anklagemyndigheden skal overbevise dommerne om, at den tiltalte er skyldig, og enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode. Både politi og anklagemyndighed har pligt til at være objektive, så uskyldige ikke bliver retsforfulgt. Bliver en borger anholdt, skal han eller hun stilles for en dommer inden for 24 timer. Dommeren afgør, om personen skal løslades eller varetægtsfængsles, og kan opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer.
Domsmænd og nævninge
I straffesager deltager også lægdommere – domsmænd og nævninge. Det er almindelige mennesker, der er med til at vurdere, om den anklagede er skyldig, og til at bestemme straffen (strafudmålingen). At være lægdommer er et borgerligt ombud – en opgave, som samfundet kan pålægge en borger – og alle kan søge om at blive lægdommer.
Straf og den kriminelle lavalder
Man kan kun straffes, hvis det direkte fremgår af en lov, at forbrydelsen kan straffes. De alvorligste forbrydelser står i straffeloven, for eksempel drab, vold, seksualforbrydelser og tyveri. De almindelige straffe er bøde og fængsel. Udlændinge kan desuden dømmes til udvisning, og ved meget grove forbrydelser som terrorisme kan danske statsborgere ved dom fratages deres statsborgerskab – dog ikke hvis de derved bliver statsløse. Der kan ikke idømmes dødsstraf i Danmark.
Den kriminelle lavalder er 15 år. Børn og unge under 15 år kan ikke straffes for en forbrydelse, fordi de vurderes som umodne. Børn i alderen 10 til 14 år, der begår forbrydelser, kan i stedet for eksempel pålægges samfundsnyttigt arbejde eller anbringes på en institution. Deres sager behandles i et særligt Ungdomskriminalitetsnævn.
Folketingets Ombudsmand og åbenhed
Grundloven bestemmer, at den offentlige forvaltning kontrolleres af Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden bedømmer, om der er sket fejl eller forsømmelser i myndighedernes arbejde. Ombudsmanden vælges af Folketinget, men er uafhængig i sit arbejde og kan ikke tilsidesætte en myndigheds afgørelse, men kan kritisere og opfordre til at ændre praksis, og udtalelserne har derfor stor betydning.
Retssystemet er præget af åbenhed: Borgerne må overvære alle retssager, og medierne skal frit kunne oplyse om, hvad der sker i retten. Domstolene kan dog beslutte, at en sag holdes for lukkede døre, for eksempel af hensyn til vidnernes eller statens sikkerhed. Slå ukendte begreber op i ordlisten, og læs mere om selve prøven i guiden til indfødsretsprøven 2026.